23948sdkhjf

Klimamærke bør vejlede til en mere plantebaseret kost

Organisation advarer mod at overlade klimadagsordenen alene til forbrugerne.

Regeringen ønsker med et kommende klimamærke at oplyse danskerne om, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest.

Der kan være forskel på CO2-udledningen imellem de enkelte fødevarer, men overordnet set er oksekød og lammekød de helt store syndere, mens også kyllinge- og svinekød belaster klimaet mange gange mere end stort set alle grøntsager.

Danmark er det land i verden, der producerer mest kød i forhold til befolkningens størrelse.

- Kød og mælk er de helt store klimasyndere sammenlignet med plantebaserede fødevarer. Den danske kødproduktion er massiv, og optager langt størstedelen af afgrøderne herhjemme, samtidig med at den lægger beslag på store områder i udlandet. Fx i Sydamerika, hvor sojabønne-produktionen er med til at rydde regnskov for at producere foder til danske grise. Dansk landbrug kunne brødføde mange flere mennesker, hvis man på en større del af landbrugsarealet dyrkede menneskeføde i stedet for foder til dyr, udtaler Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse. 

Dyrenes Beskyttelse peger på, at forbrugerne i dag skal tage mange hensyn, og at et klimamærke ikke må bidrage til mærkeforvirring, men i stedet bør fokusere på at flytte flere over til en mere plantebaseret kost.

- Det er vigtigt, hvis klimamærket bliver en realitet, at der fokuseres på de store hovedgrupper, da det er her, at den helt store gevinst kan hentes. Der kan være forskel imellem de enkelte fødevarer, men man kommer ikke udenom, at kød er den helt store klimasynder sammenlignet med frugt og grønt. Hvis det bliver for differentieret, så ender det med at skabe mere forvirring end vejledning. Forbrugerne skal i forvejen også tage andre hensyn som fx til dyrevelfærd, ernæring og miljø, så der er stor risiko for, at det ender som en rodebutik, siger Britta Riis.

Klimamærke bør følges op med indgreb
Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at politikerne ikke lader klimamærket stå alene, men også griber ind med incitamenter til at begrænse og omlægge kødproduktionen.

- Det er utopisk, hvis man tror på, at klimaproblemerne kan løses med et mærke på fødevarerne. Langt størstedelen af den danske kødproduktion eksporteres til andre lande, hvor der ikke er klimamærker på varerne i køledisken. Desuden skal fødevarer og dyr ikke fragtes verden rundt, men skal produceres lokalt, siger Britta Riis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078